Vidunderlige Vestgrønland - En kajakrejse langs Grønlands vestkyst med besøg i de små bygdesamfund

Af: John Andersen

Læseprøve

Beskrivelse

Denne bog tager læseren med på rejse i kajak mellem isbjerge og grønlandske bygder. Vi får indblik i, hvordan grønlænderne lever i dag i de små, truede bygdesamfund, og hvordan deres fremtid ser ud. Denne bogs forfatter har i perioden fra 1974 til 2022 roet i kajak og har på sine rejser besøgt samtlige bygder i Vestgrønland fra syd til nord. Her har han mødt hundreder af venlige mennesker, som har hjulpet ham med gode råd på de ofte meget krævende rejser. I dette møde mellem to forskellige kulturer har den store, fascinerende Grønlandske natur været bindeleddet og vejen til gensidig respekt og forståelse. Udviklingen i Grønland går i rasende fart og har primært fokus på en udbygning af de ”store” kystbyer til en nutidig livsform, som er meget anderledes end den, man levede med tidligere. De seneste år har Grønland haft både Kinas, Ruslands og USA’s interesse på grund af sjældne jordarter, olieforekomster og ikke mindst andelen af Nordpolen. Det er kendt af de fleste, at denne udvikling har haft store fysiske og sociale omkostninger. Det gælder især de små bygdesamfund. Her finder man resterne af den oprindelige inuitkultur – evnen til at overleve fysisk og psykisk med meget små ressourcer – som i dag er under store forandringer blandt andet på grund af ændret klima. Denne påvirkning af kultur og klima er en væsentlig årsag til, at de små samfund forsvinder. Om forfatter John Andersen Polarforskeren og eventyreren John Andersen er kendt for sine kajakrejser rundt om hele Grønland og igennem Nordvestpassagen. Han har skrevet flere bøger, blandt andet om Grønland og Arktis. I 2005 udkom et stort, smukt værk om Grønlands østkyst fra nord til syd, en blanding af historie og til tider farligt eventyr. John Andersen har ud over at ro kajak, kørt jorden rundt på motorcykel og blandt andet skrevet bøgerne Carsten Niebuhr, Vitus Bering, Silkevejen og Che Guevara. E-bogen er lavet i fixed format

Yderligere informationer